For nogle år siden tog jeg en beslutning om at blive produktiv, fordi situationen er at jeg tjener ganske godt som komiker og det gør at jeg i bund og grund ikke har ret mange ting som jeg SKAL gøre… jeg har mange ting som jeg KAN gøre og jeg har mange ting som jeg BØR gøre, men der er ikke ret mange som jeg SKAL.

Så for 2 år siden var det sådan at jeg ikke lavede noget som helst søndag til torsdag, andet end at spille Playstation, computer, se dvd osv. Det gjorde jeg også fredag og lørdag, men der var jeg så ude at optræde om aftenen.

Det er sjovt i starten, men utrolig utilfredsstillende i længden. Derfor startede jeg de andre virksomheder op fordi det er nogle af mine passioner. Men der er den store forskel fra min forretning og til de fleste andres, at jeg ikke gør det primært for pengenes skyld, og derfor er jeg ligeglad med hvor mange penge der kommer ind.

Jeg bruger ikke en eneste krone på markedsføring. Jeg bruger kun det markedsføring jeg selv kan lave via mine egne sider og derfor har jeg ikke rigtig nogen udgifter, hvorfor jeg ikke behøver at tjene ret mange penge for at de giver overskud.

Men det er som sagt mægtig sjovt og jeg prøver at ramme Round Tables forretningsmotto, da det giver mægtig god mening for mig. Mottoet er:

  1. Vi skal tjene penge!
  2. Vi skal have det sjovt!
  3. Vi skal ikke have det så sjovt at vi ikke tjener penge!
  4. Vi skal ikke tjene så mange penge at vi ikke har det sjovt!

Derfor ser en ”arbejdsdag” sådan ud at jeg møder ind på kontoret klokken 8 og gør først hjem klokken 16. Herefter er mit skoleskema sådan:

Produktivitet

Her arbejder jeg på noget nyt. Enten skriver jeg eller konstruerer en ny hjemmeside, forbedrer en eksisterende osv. Det er det første jeg starter med på kontoret INDEN jeg kontrollerer e-mail, post, surfer på nettet osv. Hvis jeg gør noget andet først er min kreativitet forstyrret af hvad jeg nu har fået i posten eller set på nettet. Der er alt for mange der udfylder hele dagen med at være effektiv og dermed klarer alle de e-mails og almindelige arbejdsgange de skal… men det fører intet nyt med sig! Vi er en levende organisme og vi følger den fysiske lov der gælder for alle levende organismer:

Enten er vi i gang med at vokse og udvikle, eller også er vi i gang med at dø!

Der findes ikke et træ i naturen der et enkelt år blot har stået på stand-by. Enten vokser det eller også er det dødt!

På samme måde er det med den menneskelige psyke. Hvis vi ikke konstant udvikler os og vokser som mennesker, leder det til depression, angst, misbrug osv.

Derfor er det vigtigt for mig hele tiden at lave noget nyt og det har min første prioritet. Ved at starte dagen med dette punkt er jeg sikker på at jeg hver dag kan skrive i min journal at jeg har lavet noget nyt.

Det kan i øvrigt sagtens være at det er noget ubrugeligt bras jeg får produceret, men det er helt ok. Så længe jeg holder mig i konstant fornyelse ved at jeg der kommer en perle engang imellem.

Effektivitet

Besvarelse af e-mail, kontrol af post, afsendelse af pakker og tilbageringning til telefonsvarerbeskeder (min telefon er selvfølgelig slukket under produktivitet). Hvis dette ikke tager hele tiden (hvilket det sjældent gør) så bruger jeg resten af tiden på at være produktiv som beskrevet ovenfor.

UA

Hvad pokker er UA, spørger du nok? Det står for Uforstyrret Arbejdsperiode. Hvis der er en ting jeg har lært er det at forstyrrelser kan forekomme hele tiden (deraf navnet forstyrrelser) og det kommer når du mindst har brug for dem og/eller når du er mest koncentreret. Derfor er min telefon slukket under en UA. Ydermere kører jeg verdens bedste system, nemlig ”æggeuret”.

Det fungerer sådan at jeg har et lydløst æggeur som jeg stiller på de halvtreds minutter der er til rådighed og så vender jeg det væk fra mig selv så jeg ikke kan se hvor mange minutter der er tilbage.

Nu er reglen så at jeg KUN må arbejde på det projekt der er på arbejdsplanen indtil det enten er helt færdigt, eller æggeuret ringer.

Hvis jeg ikke havde uret har jeg en tendens til at tænke ”Nej, det der kan jeg umuligt nå, så jeg må hellere vente med den opgave indtil jeg har mere tid til rådighed” osv.

Nu her er der ingen tidsgrænse. Jeg arbejder bare løs på projektet og så gemmer jeg mit arbejde når æggeuret ringer.

UA kan have en emneafgrænsning. Her skriver jeg så hver gang jeg får en idé. Hvis jeg en dag tænker: Måske burde jeg lave en hjemmeside med slankeopskrifter, så ryger den på Personligt Overskud. Det kan være at jeg ser alle de ansøgninger jeg modtager igennem og bliver MEGA irriteret over at folk ikke kan finde ud af at skrive en ordentlig ansøgning, og så skriver jeg på min generelle liste: ”Lav en guide til hvordan man laver ansøgninger”.

På samme lister kommer så også alle de ting jeg nu skal have lavet, såsom regnskab osv. De tidsafgrænsede opgaver bliver booket ind i min kalender så jeg ved at jeg får dem nået inden deadline.

Hele min liste kører så efter at nyeste idéer ryger i bunden. Så når jeg går i gang med en UA så er det øverste punkt på listen jeg går i gang med… ellers har jeg en tendens til at springe de ting over jeg ikke lige føler for.

Så nu står jeg så der og har en uforstyrret arbejdstime og en arbejdsopgave såsom ”Lav en guide til hvordan man skriver en god ansøgning”. Nu er reglen så at jeg enten skal arbejde på projektet eller også må jeg stirre ind på computerskærmen. Hvis jeg ikke kan finde på noget at skrive, så må jeg stirre. Ikke noget med at lave noget andet fordi jeg ikke lige ”føler mig inspireret”.

Det kan også være jeg i virkeligheden har meget mere lyst til at gøre noget andet, eller tænker på et eller andet specielt… det er bare ærgerligt. Projektet eller ingenting, det er reglerne.

Når jeg så har stirret ind i skærmen i en 5-6 minutter så overgiver min hjerne sig til sidst og begynder at blive kreativ. Så arbejder jeg på sagen indtil det er færdigt hvorefter jeg starter på næste punkt på listen. Ringer æggeuret, så stopper jeg øjeblikkeligt og gemmer mit arbejde. Ikke noget med at sige ”Nej, jeg skriver lige det her færdigt, nu er jeg lige så inspireret” så skrider arbejdsplanen og min underbevidsthed lærer at jeg ikke altid mener det jeg siger!

Det bringer mig så til dit spørgsmål om undervisning, fordi der er selvfølgelig en grund til at jeg har valgt længden af min UA til den nogenlunde samme som en skoletime. Da jeg studerede kunsten at indlære sig nye ting fandt jeg ud af at der var forsket ekstrem meget i den optimale længde af en skoletime set ud fra indlæringen.

Derfor bruger jeg 50 minutter (da jeg jo godt kan lide at være 10% bedre end andre) og så 10 minutters komplet pause. I den pause surfer jeg på nettet eller læser tegneserier, går udenfor osv.

Jeg er KÆMPEFAN af undervisning som sådan, men jeg har konstateret at de største mestre indenfor et fag SJÆLDENT er de bedste undervisere.

Der er nogle der er mægtig gode til at lære fra sig og så er der nogle der er gode til deres fag. Desværre har en stor del af sidste pulje valgt at undervise selvom de egentlig ikke er gode til det.

Men generelt tror jeg ikke på at der er nogle der er ”dumme”. Jeg tror at der er mange der har indlært en HELT forkert strategi for indlæring og derfor skal de knokle for at følge med.

Jeg har skrevet brev til undervisningsministeren hvor jeg foreslår at man begynder at undervise i essentielle ting på skoleskemaet såsom sundhed og indlæring.

Min klaverlærer fortalte mig at 80% af tiden på musikkonservatoriet går med at aflære gamle indlærte fejl. Det betyder at hvis man havde lært det rigtigt fra starten kunne man have udviklet sig meget mere fordi man så havde 80% mere tid til rådighed.

Det er et faktum at vores undervisning i hovedregning stinker da det danske system der undervises i er mega dårligt. I Skotland er enhver 8 klasses elev i stand til at gange et hvilket som helst 5 cifret tal med et andet 5 cifret tal og give dig resultatet uden brug af papir.

Det er fordi man der underviser efter Trachtenbergs system. Det har intet at gøre med at vores 8. klasses elever er dummere end de skotske, det hænger sammen med at vi har lært hovedregning på en meget ueffektiv måde.

Men vores undervisningssystem er ikke egnet til kvantespring og derfor bruger vi det vi altid har gjort og fornyelse sker utrolig langsomt.

Jeg elsker at blive blæst ned af stolen og jeg er stor fan af emnet indlæring, da jeg mener at det sammen med sundhed bør være de første 2 ting vi lærer, fordi alt andet er afhængigt af det.

Hvis du ikke kender bogen og den kan fås på biblioteket kan jeg på det kraftigste anbefale dig at læse Bjørn Ringom: ”Lær dig selv at lære” det er en virkelig god bog som alle elever burde undervises i efter min mening. Derforuden bogen ”Sådan får du 13 uden at lave lektier” som har nogle interessante eksamensteknikker, men bestemt ikke skal bruges til undervisningsformål.